Off Bloom
Det kom ud af det blå, da Off Bloom overraskede til årets P3 Guld, hvor de spillede nummeret “Love To Hate It”, som også er navnet på debut-EP’en. Den nyslåede danske trio har for alvor ramt danskernes bevidsthed, og vi kan ikke forestille os andet end, at deres både energiske og medrivende synthpop også bliver en stor del af 2017.

Moses: “Andreas”
Med to EP’er i bagagen, stor ros fra anmeldere og samarbejde med folk som Shaka Loveless, Xander og Jooks er den danske duo Moses: “Andreas” for alvor trådt ind på den danske musikscene. Lydbilledet bevæger sig i et elektronisk univers af poppet R&B, hvor sanger Andreas Odbjerg, med sin intense vokal og jordnære tekster, perfekt komplimenterer producer Moses Fiellau.

KING
Den dansk/cubanske sangerinde KING har med blot to singler gjort opmærksom på sig selv – både i Danmark og udlandet. Hun blander en soulfuld vokal med et poppet udtryk, og mestrer både det melankolske såvel som det energiske og dansable. Hun optrådte bl.a. til The Voice ’16 i Tivoli og mon ikke vi hører mere til hende i 2017 – det tror vi.

Yulez
Det er ikke meget man ved om den danske sangerinde Yulez, men til trods for det, er debutsinglen “Tough Knuckle” lige nu på den gode side af 500.000 afspilninger på Spotify. Med en charmerende løsrevet vokal omfavner hun popgenren med et kæmpe overskud, og vi venter spændt på mere musik.

Skinz
Den danske rapper og sanger Skinz var med på den trap-klingende bølge, som skyllede indover Danmark for et par år siden. Nu er han tilbage med den nye single “Er Derude”, som både præsenterer en lidt ny stil og sætter en tyk streg under potentialet.

Ham VolKan
Bimmer eller Benza? Et spørgsmål, som bestemt har været svært at komme udenom i 2016. Nummeret har været et gennembrud for Ham Volkan, og den unge rapper har netop fulgt op med den nye single “Flyva”. Det skal blive spændende at følge med i 2017.

Tobias Rahim
Tobias Rahim har allerede godt gang i solokarrieren, efter vi lærte ham at kende, som en del af den succesfulde reggaeton-duo Camilo og Grande. Hans poppede r&B-lyd tilsat et drys reggae har placeret ham som et af de navne, man absolut skal holde øje med i 2017.

DC – Carmon & Danni
Gruppen DC, bestående af rapperne Carmon og Danni, har haft et voldsomt succesfuldt 2016, både som gruppe samt hver for sig. Deres autentiske gaderap har virkelig fået fat i danskerne, og mon ikke der er store planer for 2017.

NODE
Sangeren NODE har med hans fløjlsbløde vokal gjort opmærksom på sig selv i 2016, både med singlerne “Zebah” og “Pakker Bar”. Han har formået at skabe sin egen lyd, og vi er nok ikke de eneste, som håber at høre mere til den i 2017.

The Chairman
Bag det danske soloprojekt The Chairman finder man Lucas Berner, som på smuk vis kombinerer poppede arrangementer med melankolsk singer-songwriter-stemning. Debutalbummet 2064 fra april 2016 høstede flotte anmeldelser, og har bestemt lagt et spændende fundament for fremtiden.