2013 er ved at være slut, men året har budt på en masse ny dansk musik. Vi har samlet 10 navne, som man bør have i kikkerten i det kommende år.

Karl William

Den unge Karl William har i 2013 imponeret med en syngende rap-stil, som ikke er set ofte her i Danmark. Talentet har budt på et samarbejde med Cheff Records og Flødeklinikken, samt en plads på turné sammen med Specktors.

Danni Toma

Danni Toma var også med på listen over navne, som man skulle holde øje med her i 2013, men han går især igen på denne liste, grundet hans nyeste album Kvinde, som har givet ham rollen, som en af de mest originale nye danske kunstnere.

Heimatt

Heimatt har med en imponerende indie – og folk-lyd skabt noget, som bestemt er værd at holde øje med. Musikken er ørehængende og interessant, og en underskrevet kontrakt med Playground Music Denmark, resulterer bl.a. i en debut-EP i foråret 2014.

De Dødelige

De Dødelige var ligeledes på sidste års liste, men forhåbningerne til den spirende duo stopper bestemt ikke. 2013 har bl.a. budt på en signing med Sony Music Danmark og en imponerende plads som opvarmer på Nik & Jay’s turné.

Tais

Med en genre i grænselandet mellem r’n’b, pop og hiphop, har hypen om Tais summet i vækstlaget længe. Han er endnu en af de artister, som bringer noget nyt og spændende på banen, og ligger uden tvivl inde med internationalt potentiale og karakter.

Emilie Ramirez

Emilie har haft et rigtig godt 2013, og de forskellige medier har rost hende til skyerne i forbindelse med hendes rolle som opvarmer på Barbara Moleko’s turné. Hun spås især som Danmarks nye soul-håb, og både hendes stemme og stil gør hende til et utrolig interessant nyt navn.

Jimm . Lau

Jimm . Lau er ganske ny på den danske musikscene, og ikke mange kender ham endnu. Alligevel har den blot 26-årige producer vundet et par internationale remix-konkurrencer i løbet af året, og har ligeledes egne numre på vej. Hans kreative og ofte atypiske tav på den elektroniske genre, giver ham derfor en velfortjent plads på denne liste.

Mont Oliver

Forhåbningerne er store for den danske trio Mont Oliver, som bl.a. har imponeret med debut-EP’en 19. Drengenes interessante fusion af hiphop og indiepop gør dem til et yderst interessant nyt dansk navn i 2014.

Mendoza

Har man næsen i undergrunden, er der en god chance for, at man er stødt på Mendoza’s track “Love Druggie”, som fik en flittig deling på de sociale medier. Som endnu et af Lucy Love’s stjernefrø, er hun et spændende og friskt pust til den elektroniske scene.

Lisa Alma

Den spirende sangerinde Lisa Alma har med sit drømmende pop-univers især opnået stor succes i USA, hvorfra hun netop er hjemvendt fra turné. Gennembruddet i Danmark lader stadig vente på sig, men den danske pop-poet ligger inde med et stort talent, som bestemt er værd at holde øje med i fremtiden. Debutalbummet Lisa Alma er ude nu.