Den blot 19-årige rapper fra rapcrewet D2S åbner op for sit eget liv på den følelsesmæssige EP Hudløs. Bag kunstnernavnet Crone finder man Philip, som man bl.a. har kunnet stifte bekendskab med igennem nummeret “Facaden” og på et hav af features. En af Philips helt store forcer er hans lyriske evner, som især giver sig til kende på Hudløs.

Tænd en smøg og lyt. Du behøver faktisk ikke gøre så meget andet. Philip fører dig igennem det sidste halvandet år af hans liv, som både har budt på personlige kampe og hans forældres skilsmisse. Som han selv siger, bruges musikken til præcis det den er bedst til – nemlig at udtrykke sig.

Siden mixtapet Aristokratia fra 2012 er der sket meget, og det fornemmer man allerede i det første nummer “Hudløs”, som atmosfærisk og smukt skyder EP’en igang.

Igennem de 6 numre får man en hudløs ærlig skildring af Phillips personlige kampe, både med kærester, venner og familie, og selvom emnerne er alvorlige, formår han at præsentere et fejlfrit flow igennem hans billedlige og meningstunge tekstunivers.

En ting man tydeligt mærker, er Philips ambitioner og drømme, som også skaber den positive side af EP’en. Nummeret “Lang Vej” handler om at se tilbage, for netop at kunne se fremad, og her både ser og hører man en kunstner med et mål. Sjældent har jeg hørt en rapper med så meget kraft og passion i stemmen, og der er ingen tvivl om, at forhindringer er noget Philip kører over med talentet.

Omend EP’en er en halvmørk og følelsesmæssig affære, er det også her vi finder styrken i udgivelsen. Nummeret “Løgne”, der er centreret omkring Philips forhold til sin mor, er et af de hårdeste numre på pladen, men samtidig også et af mine personlige favoritter, da det netop sætter streg under den ærlighed der hersker hele vejen igennem.

En ærlighed som også tydeligt ses i det sidste nummer på EP’en, nemlig “Blodbrødre”, hvor forholdet imellem Phillip og hans storebror skildres. Et nummer der også byder på en feature fra D2S-artisten Thea, som med en rå og stærk vokal, komplementerer Philip med bravour.

Man må tage hatten af for de ting, som EP’en åbner op for, og især også for det mod det kræver, at tale så åbent om dem. Målet var at udtrykke sig igennem musikken, og er man villig til at lytte, er det præcis hvad Crone har formået.

Foruden Philips store arbejde på EP’en, har resten af D2S-holdet også spillet en stor rolle i processen. Her skal produceren Caspers evner indenfor produktion og indspilning især nævnes, sammen med rap-kollegaen Mathias’ hjælp til mix/master. En anden velkendt samarbejdspartner er Luxus Beats, som drengene også har arbejdet med før, og som har stået for produktionen af nummeret “Tekstunivers” på Hudløs.

Lyt til HudløsSoundCloud.