Definitionen har man kunne stifte bekendtskab med igennem adskillige udgivelser sammen med crewet i D2S, og nu er han klar med hans eget officielle debutalbum Sepia.

Den 19-numre lange plade byder på lidt af hvert, bl.a. en håndfuld spændende features, heriblandt både Crone, Rems og Trepac. Men hele vejen igennem er det Definitionen der skinner, sammen med den dybt imponerende produktion, hvor både D2S selv og Luxus Beats står bag.

Det er unge mennesker med meget på hjerte, og det er imponerende hvor meget Definitionen, i selskab med drengene, kan få ud på små 50 minutter. Emnerne bunder i alt fra kærlighed til ungdom og frihed, og det er netop her man finder charmen i albummet.

For selvom der er plads til sjov og ballade, så tilhører Definitionen den del af nye danske rappere, som ikke er bange for at smide følelserne på bordet. Man dykker snildt ind i hans tanker på nummeret “Til Hende”, og sidder måbende tilbage overfor hans lyriske talent på “Se På Mig”.

Netop lyrisk skiller Definitionen sig ud, og han er stærk i både det dystre og følelsesmæssige, imens man stadig kan mærke det sårbare i hans tekster.

Han er mystisk og dybsindig., hvilket er egenskaber han uden tvivl bør udvikle og udforske endnu mere i fremtiden.

Køb albummet på iTunes, lyt til det på Spotify og se videoen til “Se På Mig” herunder, hvor Definitionen får selskab af Trepac.