Bag soloprojektet Mig&Mikkel finder man musikeren Mikkel Grevsen, som har kastet sig over pop-genren set igennem hipsterbriller.

Man skulle ikke tro, at en trompet kunne få hovedrollen i popmusik, men det er faktisk præcis hvad Mikkel har givet den. Musikken er glad og solrig i et univers, hvor det ikke er et skældsord at være hipster.

Ligesom 60’erne og 80’erne avlede hippierne og yuppierne, så har 2010’erne skabt hipsterne. En kendsgerning som gør sig gældende i Mikkels soloprojekt, som så dagens lys, efter han så småt kørte træt i jazzskalaer, som ellers førhen har resulteret i 3 albums indenfor genren.

Mikkel har desuden fungeret som sidemand i bands som Ulige Numre, Complicated Universal Cum, Reptile Youth og Mads Langer, og erfaringen fra både pop – og rockverdenen, er taget med over i hans eget band.

Mig&Mikkel leverer den slags musik, som sætter sig direkte på hjernen, og som ikke holdes nede af en masse regler og normer. Det er bare dejlig nem musik, som absolut er værd at holde øje med.

Lyt til førstesinglen “Hun Fløjter Til Mig” herunder: