Første nummer rammer lige på efter et kort sample der konstaterer at hovedet er ved at blive sprængt og det er ret så passende på den energiske verbale eksplosion KongKort leverer over et beat der rammer Antiks sædvanlige tunge lyd.

Bassen runger over de tunge trommer og suppleres lystigt af en melankolsk kvindestemme. Måske nok et af de mere ”uptempo” numre fra Antiks side, men stadig i den rendyrkede mørke side af hiphoppens univers. Tekstens indhold konstaterer at til trods for at Kongen er af den korte størrelse er han med på det hele, drikker bajere, rapper og relaterer til manden på gulvet. Undertegnede bevæger sig hastigt videre til EP’ens andet nummer, En ny dag truer.

Igen er nummeret indledt af et sample, en støvet stemme der konstaterer at der ikke nødvendigvis er forskel på egoisme og altruisme. Herefter kører Kongen på, akkompagneret af en svært distortet og basset synthesizer. På den instrumentale side skabes en episk og storslået stemning der spiller meget fint overens med den aggressive rap om hvorfor vi ikke bare alle sammen kan være venner? Lidt atypisk er der på dette nummer et omkvæd og Antik åbner for første gang munden for at konstatere at alle andre hader ham.

Dette er imidlertid ikke det store problem for den københavnsk baserede producer, der konstaterer at han hakker mig (lytteren) ned med en sløv kniv. Overordnet set lader det til at KongKort udgør om ikke mere, det altruistiske ønske eller frustration over ikke at kunne komme til det, imens Antik svarer som den egoistiske konstatering og frasigelse af det samfund Kongkort frustreret prøver at forstå. Nummeret rundes i og for sig vældig passende af med konklusionen af det indledende sample, nemlig at samme handling både kan være altruistisk og egoistisk.

Dybt, men teksten i nummeret kunne have understreget pointen mere eksplicit, sådan at dette sample i stedet for at forklare, blot uddybede nummerets pointe.

Nuvel, frisk mod! Tredje nummer!

Flugtvej har den svenske Sabotage på plakaten og han rapper derudaf på svensk, solen forsvinder og så forstår jeg ikke så meget mere af det. Svensk er ikke denne anmelders styrke, men hans flow viser tydeligt at Sabotage er dygtig til at rappe. Antik går lige på herefter og jeg forstår at det er en treenighed der her spiller med musklerne, kort før at Kongkort går på.

Nummerets pointe lader til at være at de tre er forvirrede over verdens manglende sammenhæng og derfor bliver oppe hele natten.

Selve lydsiden på dette nummer er væsentligt anderledes end de foregående og står kraftigt ud med en mere downbeat stemning end de forrige. Omend dette nummer musikalsk set står ud som undertegnedes favorit, falder det lidt skævt ind i EP’ens sammenhæng. Indholdsmæssigt er teksten dog klart ud af det mørke univers der dominerer EP’en.

Videre til fjerde nummer, der konstaterer at den alvorlige del af festen nu starter. Beatet kommer fuldstændig bag på mig. Jeg havde ellers efterhånden dannet mig et godt indtryk af Antiks lyd, men her er beatet anderledes kantet og legende. Vel og mærke stadig med nok af Antiklyden til at jeg ikke er tvivl om hvem der sidder bag knapperne. Her konstaterer KongKort at han er udeforstående fra mainstreamtendenserne der præger samfundet, men konstaterer afsluttende at jeg, lytteren, er ligesom ham, blot dødelig… Nummeret går direkte videre til endnu en overraskelse, en commodorelydende outtro akkompagneret af KongKorts stemme, der aftaler hvad der lyder som opskriften på en lækker aften. Nummeret er igen rent stemningsmæssigt noget af en afstikker i forhold til de indledende to numre, men trækker point hjem på at være så atypisk og, tja, denne anmelder syntes det var fedt.

Positivt stemt, selvom pladen vist snart har konstateret for mig at jeg burde være negativ, går jeg videre til næste nummer, Mens vi venter! Bamse erklærer at der leges gemmeleg og et muntert beat understøtter KongKorts vanligt spyttende rap. Som det nu åbenbart skal være på en hiphop plade/EP/Single kommer vennerne ind over med hilsner og shoutouts.

For mig har det altid været en forvirrende ide og det virker mest som de fraklip man viser under rulleteksterne. Det er imidlertid ingenlunde tilfældet da spor nummer seks, Ukendt titel, blæser igennem mine højtalere kort efter. Her er der ingen dikkedarer, rendyrket Antik lyd og kontant rap. Episk kor og højt til loftet (/langt til gulvet). I øvrigt med Mr. Kooper på vokal, der med sit særegne flow fint følges op af Kongkort. Et par hilsner slynges nu den anden vej, formodentlig til dem fra spor nummer 5. Abekongen runder af og herefter kommer en særegen epilog hvor Antik og Kongkort diskuterer.

Alt i alt var denne anmelder fint underholdt, lettere frustreret og til tider direkte overrasket over EP’en og dens indhold. Jeg har læst mig frem til at genren defineres som ”horrorrap”, men den diskussion vil jeg undlade at rode mig ud i og blot konstatere at jeg håber at KongKort og Antik ser lysere på tingene i fremtiden. Sammenhængen var ind i mellem til at overse og rækkefølgen på numrene virkede ind i mellem direkte forvirrende, især Flugtvej og Mens vi venter, mener jeg skulle have kommet andetsteds på EP’en. Mængden af gæster på EP’en er måske nok passende i genren, men for mig virkede det som at de tog alt for meget plads fra den korte konge. I og for sig ville EP’en holde mere vand ved at være 2/3 sin længde og langt mere direkte i sit udtryk. Det sagt, så mener jeg at ”Mit abbatoir” er et interessant indblik i hvad det nystartede Kragetæer har at byde på og jeg ser frem til næste skud på stammen fra den dystre ende af dansk hiphop.