Årets P3 Guld løb af stablen igår i Koncertsalen, og Simon Kvamm styrede løjerne. 2011 var præget med alverdens god og ny dansk musik, og kunstnerne var godt repræsenteret til showet.

Og P3 Prisen går til ..

Ikke overraskende, var navne som Lukas Graham, Kesi, Kidd, Niklas og Ulige Numre på pletten, både blandt publikum og på scenen. Dog var mange overraskede da When Saints Go Machine løb med P3 Prisen og 100.000 kr. Mange har måske ikke hørt om bandet, da de ikke har været nær ligeså hypet som visse andre. Dette er rigtig synd, og P3 mener, at de har potentialet til at blive Danmarks næste store navn. I løbet af de seneste år har gruppen gjort sit særligt bemærket, og i 2011 udgav de deres andet studiealbum “Konkylie”.

Lytter.dk elsker jo at P3 især fokuserer på vækstlaget i dansk musik, og kender I ikke When Saints Go Machine, bør I kigge forbi bandet på Facebook, og give bl.a. “Kelly“, “Add Ends” og “Fail Forever” en lytter. Drengene leverer en nyskabende lyd, som fortjener at blive hørt af endnu flere!

Ulige Numre er årets talent

6 måneder er alt hvad der er gået, siden nummeret “København” blev smidt på YouTube, og på det korte stykke tid, har Ulige Numre præsteret noget, som meget få kunstnere kan. De har skabt en fanskare og en succes på utrolig kort tid, og nu har de endda også P3 Talentprisen med i bagagen.

Dét må siges at være imponerende, og da Ulige Numre i går gik på scenen i Koncertsalen, var der heller ingen tvivl om drengenes potentiale. Forsanger Carl Emil Petersen ligger inde med en unik vokal, som besidder en gevaldig portion gennemslagskraft, og med et solidt mandskab bag sig, ser fremtiden lys ud for bandet.

Lukas Graham nappede P3 Lytterhittet

“Ordinary Things” har de fleste hørt efterhånden, og den purunge pop/soul-gruppe Lukas Graham blev da også kåret som lytternes favorit. I modsætning til de 2 andre priser, er Lytterhittet valgt af lytterne, og med et overbevisende stemmetal, var der ingen tvivl om hvem der skulle løbe med prisen.

Drengene fejrede sejren med kolde øl og Fernet Branca, og det er svært ikke at elske Lukas Graham, da de alle sammen både er super dygtige musikere, og fantastisk energiske på scenen. Frontmand Lukas Forchhammer ligger inde med en stemme i særklasse, og bag trommer, klaver og bas, er der heller ikke mangel på talent.

Kidd er tilbage?

På scenen kunne man bl.a. opleve Ulige Numre, Lukas Graham og Marie Key, og minsandten også selveste Nicholas Kidd, som optrådte med sit nye nummer “Nordhavn“. Siden Nicholas udtalte sig om Kidd-projektet, luftede han også valget om en lidt mere seriøst tilgang til musikken fremover. Det nye nummer viser i hvert fald en anden Kidd, og er lidt mere mainstream end det gamle, vilde og regelløse Nørrebro-rap.

Kan vi forvente mere i samme stil, og er Nicholas nu tilbage? Det må tiden vise.

Alt i alt et super fedt show i år, og Simon var, med sin lidt skjulte humor, en god vært til formålet. Men hvem håber vi på til priserne næste år? Det skal blive spændende at se hvordan den danske musikscene udvikler sig, og Lytter.dk er sikker på, at vi hører meget mere til resten af de nominerede!