Aldrig har der været så mange om budet i dansk musik, som lige nu. Alle vil lave musik, alle vil gerne spilles i radioen og alle vil ud og spille store koncerter. Men hvordan sikrer du dig vejen dertil? Hvad er opskriften? Lytter.dk har samlet en ikke-videnskabelig liste til orientering.

Lad være med at gøre som de andre
Hvis der er et råd, som trumfer dem alle, så er det ikke at kigge for meget på alle de andre. Det handler om at byde ind med noget nyt og uventet, især hvis du ikke kan vinde på charme og karaoke-potentiale. Musik har altid handlet om at skille sig ud, men i 2015 har det aldrig været vigtigere. Der er mange, mange mennesker der laver musik derude, men det er nok rundt regnet 5% af dem du ser fremme lige nu. Det er dem du hører i radioen, ser optræde på Grøn Koncert og følger på Instagram. Er det de 5% du gerne vil være en del af, så skal du blive set i mængden.

Men selvom du ikke skal kopiere de andre, så kig gerne på hvad det er de gør, som virker så godt. Lad dig inspirere af deres succes, og form så din egen udfra dine evner.

Køb en hat
Vi kan ligeså godt sige det som det er. Mange musikere ligner cirkusklovne. Vild $mith går i matchende heldragter, forsangeren i Lukas Graham har for længst opbrugt hans wifebeater-kvote, S!vas har regnjakke på året rundt og TopGunn har bragt bøllehatten tilbage. Men ligesom din musik, er dit tøj nødt til at skabe din karakter. Hvem vil du gerne være som artist? Og hvordan vil du gerne ses? Du kan ikke stå på scenen i joggingbukser og Bilka-polo, medmindre din attitude er så vanvittig, at den overskygger alt andet. Vi så Kidd gøre det, men igen, 2011 er længe siden.

Skab en stil og hold fast i den – det vil gavne dig i det lange løb. Hvad du vælger at fokusere på, kan være alt muligt. Den amerikanske rapper YG har stort set altid konsekvent hans sokker trukket helt op til knæene. Det kan lyde mærkeligt, men det giver ham et look, som de andre ikke har.

En fugl er bedre end dine problemer
Det kan godt være, at man i midt-halvfemsernes Compton kunne rappe om livet på gaden og den daglige kamp mod ordensmagten, men den går altså ikke i 2015. Slet ikke, hvis du vil i radioen. Det er alt for kompliceret og de fleste kan ikke relatere til det – i hvert fald ikke det publikum, som du er nødt til at ramme, for at bryde igennem. Hold det simpelt.

I TopGunns massive hit “Kongens Have“, har den selvsikre rapper blot 2 vers af 8 bars hver. 16 bars i alt. Resten er bro og omkvæd der bliver gentaget. Letkøbt men funktionelt. “Er det’ en fugl, nej det’ Emil Stabil“. Ikke vanvittigt opfindsomt, men vanvittigt effektivt. Rapperen Emil Stabil skabte årets linje og fik endda sit eget navn med i den – det er ikke dårligt ramt.

Pointen er, at du bestemt ikke altid behøver at hive det tunge skyts frem. En god melodi, simpel lyrik og et ørehængende omkvæd kommer du rigtig langt med.

Udnyt din personlighed
Hav dig selv med i din musik og spil på din personligheds unikke egenskaber. Dem har vi alle. Suspekt er drengerøve, Christopher er svigermors drøm og Marie Key er muligvis det venligste menneske i verden. De har alle sammen en vinkel – og de bruger den. Det skal du også. Nogle tager den skridtet videre, og opfinder en karakter, eller overdriver et bestemt karaktertræk. Ulempen her er, at man risikerer at blive fanget i en rolle, som du herefter skal leve op til alle vegne. Det kan godt gå hen og blive trættende.

Don’t hate the player – hate the game
Lad være med at være pigesur på de populære artister. Ja, meget af musikken er ligegyldig, og ja, mange af dem gik fra 0-100 på et par uger. Men husk på, at de blot spiller med på spillets regler. Musikbranchen handler om penge, og streaming har gjort hits til et af musikernes vigtigste våben. Hvis du konstant beklager dig over, at det er sådan, så lad være med at træde ind i den verden. Det skal du (desværre) kunne leve med. Men der er en fordel ved det. Idet at artister bliver vurderet fra hit til hit og ikke fra album til album, gør at du kan komme frem ufattelig hurtigt, hvis du er skarp.

I stedet for at se på alle de ting, som musikbranchen ikke er længere, så se på hvad den er nu – og hvad den er næste år. Udviklingen går hamrende stærkt, og mulighederne bliver flere og flere. Latterligt eller ej, så får mange dugfriske artister nogle kæmpe oplevelser ud af det, og som en person der har set det indefra, så hygger de sig gevaldigt.

Ét hit er nok
I dag kan ét enkelt nummer ændre dit liv – helt bogstaveligt. Vi har set det talrige gange, og mange af artisterne bag, er nu godt igang med karrieren. TopGunn havde “Tilbud”, S!vas havde “DAUDA”, Kesi havde “Søvnløs”, Lukas Graham havde “Drunk In The Morning”, Klumben & Raske Penge havde “Faxe Kondi” og Marie Key havde “Uden Forsvar”. Listen er lang og bliver kun længere. At komme med på den, er en effektiv måde at kickstarte din musikkarriere.

Emil Stabil blev med sin landeplage “Er Det En Fugl” kontaktet af stort set alle pladeselskaberne i Danmark, af en ganske simpel grund. Nummeret gjorde ham aktuel og derfor perfekt til at lave penge på. Om man så vil benytte sig af de mange etablerede labels, er selvfølgelig op til dig. Men folk ved pludselig hvem du er, og det er nøglen til at få den nødvendige opmærksomhed.

Det store spørgsmål er, hvilken type musiker du gerne vil være. Man kan sagtens være succesfuld uden at gøre alt det her, men hvis du vil gå all in, så lad din kreativitet gøre arbejdet. For dog at vise, hvor uforudsigelig musikalsk succes kan være, slutter vi af med et citat fra sangeren og rapperen Klumben, fra da “Faxe Kondi” vandt P3 Lytterhittet til P3 Guld i 2013.

Det var for vildt at gå fra at sælge jointpapir på staden, til pludselig at stå inde i Koncertsalen, hvor alle de fine mennesker står og klapper af én, over en eller anden latterlig fjolle-ryger sang man har lavet om en sodavand. Jeg har aldrig troet, at det skulle blive så populært. Det er eddermame dumt.“.