David Dieu er en mand med mange talenter, med en både skarp og silkeblød vokal, et imponerende talent som lyriker og producer og evnen til at skabe magi bag et klaver. Dansk R&B har fået en ny seriøs medspiller!

Hvis du ikke har hørt om Dieu endnu, så er det bare om at åbne ørene. Som en 3. del af gruppen “Gadens Fineste”, som også tæller G. Green og 4pro, har det unge talent allerede stået på et hav af scener rundt omkring i landet.

David Dieu er en travl mand, med et hav af projekter igang. Han er bl.a. medstifter af musikkollektivet Vietville Movement, hvor en masse nye talenter får lov til at udvikle sig. Derudover finder vi også Dieu som en del af Hyped Up-crewet, og det spirende tøjmærke er i fuld gang med en seriøs omgang branding.

Imens genrer som grime og dancehall vælter indover Danmark, er det rart med et nyt talent indenfor dansk pop og R&B. David Dieu ligger inde med en stemme, som snildt kan måle sig med de store drenge, og med et album på vej, skal det nok blive spændende at se hvad han kan føre det til.

Det er eftersigende ikke småting der er på vej, og med det seneste soloudspil “Alt Hvad Jeg Ser”, lover det virkelig godt.

Hør “Alt Hvad Jeg Ser” herunder og find David Dieu på Facebook.