Siden gennembruddet i 2010 med nummeret “Når Tiden Går Baglæns” er der sket meget for Clara Sofie, og nu er hun klar med ny single og kommende album.

Den danske sangerinde har igennem tiden arbejdet med mange dygtige producere, inkl. Rune RK, Rune Rask og Tomas Barfod som hver især producerede hendes 3 seneste udgivelser, der bl.a. inkluderede singler som “Lever For En Anden”, “Brænd Mig Helst” og “Ild Og Vand”.

Tiden efter hendes seneste plade efterladte dog Clara i en tilstand af forvirring omkring, hvem hun var som kunstner. I kølvandet på den store succes med “Når Tiden Går Baglæns”, havde hun stadig lyst til at afprøve flere sider af sig selv, i en højere grad end hvad man ellers kunne forvente efter et hit. Men i midten af store producere og branchefolk i en sky af ambitioner, viste det sig at være sværere end som så.

Hun blev derfor nødt til at dekonstruere hele hendes udtryk, og finde ind til kernen igen. Det helt store vendepunkt viste sig at være musikken, i bogstaveligste forstand. Clara ville sidde bag knapperne og producere musikken selv, netop for at udvikle sig som kunstner. Om arbejdsprocessen fortæller Clara:

Min arbejdsproces har bl.a. ændret sig på den måde at jeg ikke skal aftale noget med nogen andre før jeg kan komme i gang med det jeg gerne vil i gang med. Det er en kæmpe befrielse. Ikke mindst fordi jeg er verdens mest utålmodige menneske. Alt skal helst ske i går. Derudover synes jeg at det større ansvar mentalt har gjort mig grundigere og mere egenrådig. Jeg kan ikke længere skyde skylden på noget andre. Fordi det er nyt for mig at producere, så ved jeg heller ikke altid helt hvad jeg laver, og de fejl det giver kan kan nogen gange ende med at blive det fedeste på hele nummeret. F.eks. var Løbe i Vand det første nummer jeg producerede og her har jeg stort set arbejdet udenfor grid da jeg lavede beatet. Det er derfor det lyder så fucked. For første gang har jeg også prøvet at arbejde ud fra et lyrisk tema som det første på nogle af numrene, som så har defineret melodi og produktion efterfølgende. Sådan var det i hvert fald med Løbe i Vand. For det meste sker det hele nogenlunde samtidigt. Før var det oftest produktionerne, der definerede hvilken sang jeg valgte at skrive. Jeg kan i det hele taget gøre hvad jeg vil, når jeg vil og hvor jeg vil. Til gengæld er det til tider en meget ensom proces. Så de ture jeg går på vesterbro dagligt er for lige at få bekræftet at jeg stadig eksisterer. Det skal der til.“.

Nyt album
Den nu nyudklækkede producer har givet slip og ladet sig falde ned i dybet, mørket, det usikre, det skæve og væk fra andres og egne forventninger om hvor musikken skulle passe ind. Det er der kommet albummet Understrøm ud af.

Førstesinglen “Løbe I Vand” var det første nummer som Clara Sofie selv producerede, og med nordiske korstemmer som fundament blander nummeret elementer fra den bastunge UK-scene kombineret med mørke metalliske lyde og skarpt skårede hooks.

Løbe i Vand udsprang af en lang søgen og fortvivlelse over ikke at vide, hvor jeg skulle hen som kunstner efter udgivelsen af mit seneste album. Jeg havde en diskussion med én en aften, hvor jeg ender med at sige: det her kommer ingen vegne – det er som at løbe i vand. Og lige dér, hvor jeg gav slip på det hele, der samlede det sig for mig igen. Jeg skrev sætningen ned og dagen efter producerede jeg Løbe i Vand.“, fortæller Clara Sofie om singlen.

Albummet byder på en ny lyd fra Clara, og vi spurgte hende derfor om, hvad man præcis kan forvente.

En hel masse vand, haha. På den ene eller anden måde. Vand er temaet for albummet både i tekst og lyd. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det var den stemning, der satte retningen for albummet og deraf titlen, Understrøm. I efterrationaliseringens lys handler det om at turde dykke helt derned hvor alting er usikkert for at kunne udvikle sig. Lyden er radikalt anderledes end hvad man før har hørt fra mig. Den er mindre mainstream og mere urban, elektronisk og kontrastfyldt. Det har altid været det der rykkede i mig og inspirerede mig. Der er den mest stille musik jeg nogensinde har lavet og den mest larmende musik jeg nogensinde har lavet. Der er mit første instrumentalnummer og mit første acapellanummer. Alt er hevet ud lige fra hjertet for jeg har været helt nede og grave på bunden uden tanker på hvad folk forventede.“.

Understrøm er et direkte resultat af den nye DIY-metode, som er centreret omkring musikken. Der lyttes dog stadig til vennernes meninger.

På musikken er det jo bare me myself and I. Jeg har siddet alene med det, og så har jeg spillet det for nogle venner ind i mellem. Men jeg når sjældent at spille et ufærdigt nummer for folk, for når først jeg er gået i gang kan jeg ikke slippe det før det er færdigt. Men feedback undervejs er nødvendigt for at undgå at gå i selvsving og låse mig selv fast i et mønster, der hæmmer kreativiteten. Hvis det folk siger er lige dele provokerende og lige dele interessant, så lytter jeg.“.

Helt alene er Clara dog ikke om projektet, og på den visuelle side skulle der ligeledes ske noget nyt. Her har hun både arbejdet sammen med en fotograf og en scenograf.

På den visuelle side har jeg haft to mand, der har hjulpet mig med at skabe en ny visuel identitet. Tom McKenzie, fotograf, og Simon Witzansky, scenograf. De producerede også Løbe i Vand videoen. Jeg har aldrig før åbnet et modeblad eller interesseret mig for visuel kunst. Det visuelle er ikke kommet naturligt til mig. Det har altid været min svage side velvidende at det er omkring halvdelen af en albumudgivelse og det, at være artist, så det har været et område, jeg har forsøgt at sætte ekstra meget ind overfor.“.

Imens vi venter på albummet, kan man se og høre førstesinglen “Løbe I Vand” her.