Nimands power-reggaebandet Von Dü slutter traditionen tro året af med 2 julekoncerter – én på Posten i Odense den 16. december og én på hjemmebanescenen i Pumpehuset i København den 17. december.

Det er både blevet til en håndfuld succesfulde støttekoncerter, en vellykket Danmarksturné, samt en anmelderrost albumrelease for det succesfulde orkester, som i de senere år for alvor har taget sit indtog i Danmark. Deres ørefaldende og stilsikre reggae-lyd har sat sig fast i danskernes bevidsthed, og live er Von Dü synonym med højspændt og energisk dans-og-syng-dig-pisseglad-stemning.

Det er ikke første gang, at bandet slutter året af med december-koncerter. Det er nemlig i år tredje gang, at de spiller på Posten i julemåneden, imens utallige koncerter igennem årene, nærmest har gjort Von Dü til et husband i Pumpehuset.

Som support kan man se frem til den fynske kvartet Holmen Hustlers, som Von Dü har taget under vingerne. De var ligeledes med som opvarmning for Von Dü på deres omfattende Danmarksturné. ”Holmen Hustlers har lige præcis den ungdomsenergi, som Von Dü lagde ud med for år tilbage, og det smitter da totalt” lyder det fra Von Dü.

Som optakt til de to koncerter, har Von Dü udsendt en livevideo til nummeret “Vise Ord” fra deres seneste album “Bankende Hjerter”. Videoen sætter bestemt streg under stemningen, som kan opleves til koncerterne.

Der kan købes billetter via Billetlugen til hhv. Posten og Pumpehuset.

Se “Vise Ord” her.