10 navne du skal holde øje med i 2015

0

Så er det blevet tid igen. Tid til at se tilbage på 2014 og frem mod 2015. Det har været et spændende musikår med en masse nye talenter samt et par overraskelser. Her kommer 10 navne, som vi mener, er værd at holde øje med i det kommende år.

Lord Siva

Den unge nordjyde Brian Siva, også kendt under kunstnernavnet Lord Siva, har haft et travlt 2014 med hele 2 EP-udgivelser. 100 og 180, hvor sidstnævnte blev udgivet her i December, er tydelige beviser på hans store potentiale. Som en del af det fremadstormende aarhusianske crew Hukaos, summer Lord Sivas’ lydunivers af melankolsk magi og atmosfærisk ro.

Julias Moon

Den danske poptrio Julias Moon debuterede i efteråret 2013 med P3’s Uundgåelige ”Bay”, som lynhurtigt placerede gruppen som et af de helt nye spændende navne på den danske popscene. Debut-EP’en Fake ID Heartbreak landede i November 2014, og med hits som “Lipstick Lies” og “Palace”, beviser Julias Moon, at de ikke alene har internationalt potentiale, men i den grad også er kommet for at blive.

Patrick Dorgan

Dansk soul fik et nøk opad, da Patrick Dorgan meldte sin ankomst, på den danske musikscene. Hans engelsksprogede tilgang til genren gjorde sit indtog i Danmark med nummeret “On The Way Down”, som har givet ham massiv succes hos anmeldere såvel som lyttere. Hans sprøde og rå vokal har bestemt ramt noget, og det bliver spændende at se, hvad han driver talentet til.

Felix De Luca

Felix De Luca har længe været velrespekteret i undergrunden, og er endnu en dansk artist, som har fuldstændig styr på den engelsksprogede rap. Hans nyeste EP A.R.T er det endegyldige bevis på, at det kun er et spørgsmål om tid, før udlandet får øjnene op for det fremadstormende raptalent.

Emil Stabil

Det har været svært ikke at støde på rapperen Emil Stabil i slutningen af 2014, med hans succesfulde landeplage “Er Det En Fugl”. Man tænker straks tilbage på Kidds storhedstid med “Kysset Med Jamel”, og mange ser defor musikken og succesen som useriøs og uretfærdig. Men dansk musik har ændret sig meget de seneste år, og der skal være plads til alle – og mon ikke, at mange er ligeså nysgerrige som os, når det kommer til Emils næste udspil?

Niki Bernard

29-årige Niki Bernard har med sin debut-EP DOXY gjort sig særligt bemærket i 2014. Ikke kun fordi, at EP’en er den første udgivelse fra L.O.C’s eget pladeselskab SGMD, som ikke er direktørens egen, men også fordi, at det københavnske raptalent har en moden lyd med internationalt potentiale. Nikis engelsksprogede rap er velskrevet med en direkte og knivskarp levering, og det bliver spændende at se, hvad talentet vil føre med sig.

D2S Records

Det danske crew D2S, også kendt som Den Anden Side, huser bl.a. rapperne Definitionen og Crone, samt produceren Casper Andersen. Navnene kender du måske ikke endnu, men 2014 har budt på stor interesse fra pladeselskaberne, som vil have fat i medlemmerne. Musikken har mange lag, og bliver bl.a. rigtig spændende, når der dykkes ned i dybe tekster og atmosfæriske produktioner.

Jacobløberhjemmefra

Bag soloprojektet Jacobløberhjemmefra finder man den tidligere rapper Jacob Keinicke, som i 2013 besluttede sig for at lave skæve popsange og selv synge dem. Jacob har en helt særlig måde at fange lytteren på, med hans meget ærlige og ørehængende lyd. Musikken har uden tvivl potentiale, og kan bl.a. opleves på SPOT Festival 2015.

Louis Rustum

Den blot 22-årige Louis Rustum er endnu et medlem af aarhusianske Hukaos, og sætter derfor niveauet højt, med hans mørke R&B og tilbagelænede stil. De engelsksprogede tekster er personlige, og lyden er såvel international som spændende. 2014 bød på EP’en tomorrowtonite, som uden tvivl sætter forventningerne højt til et kommende album.

Rest In Beats

Nørrebro-duoen Rest In Beats blander et lydunivers inspireret af hiphoppens beatkultur med en overbevisende vokal. Debut-EP’en Stadig med, stadigvæk udkom her i December, og det spændende samarbejde resulterer i en lyd, der både er ørehængende og bemærkelsesværdig. Rest In Beats kan bl.a. opleves på SPOT Festival 2015, og vi spår, at duoens lyd nok skal få opmærksomhed i det nye år.

Del.

About Author

Kommentarer er slået fra.