Casper Christensen: »Det startede med et mobildiskotek da jeg var 11«

0

I 2 år har online DJ-platformen Rope Of Dope leveret mixtapes hver mandag fra spirende DJ’s, og selvom det hele startede som en mixtape-adventskalender tilbage i 2013, har konceptet holdt ved lige siden, ligesom man bag brandet også finder et anerkendt tøjmærke og talrige events rundt om i København.

Det er en småkold efterårs-torsdag i det indre København, og jeg står og venter på Rope Of Dope-stifteren Casper Christensen. Vi kan ikke finde hinanden, mest fordi jeg står det forkerte sted, men Casper formår at se mig, da han kommer ud fra sin opgang. Et mægtigt fuldskæg, langt hår og joggingbukser komplementerer hans afslappede personlighed, og vi går i kælderen, hvor Casper har lager og kontor.

Nærmest øjeblikkeligt får jeg t-shirts, sweatshirts, caps og farveprøver stukket i hånden, hvorefter en lang forklaring følger omkring kvaliteten af tøjet. Kvalitet er nøgleordet i Caspers forretning, og intet er overladt til tilfældighederne. Der er styr på sagerne.

“Det er nok det mest Københavner-agtige kontor jeg længe har set”, slår jeg fast, imens to dugfriske dåser Red Bull pryder det halvskæve havebord, som er det eneste i rummet, der prikker til den erfarne DJs perfektionisme.

Casper er oprindeligt fra Jylland, hvor den nu 26-årige DJs karriere også fik sin start. »Jeg har spillet i 16 år nu, og det hele startede med et mobildiskotek da jeg var 11. Da jeg blev 14, startede jeg på min første klub.«

“DJ på en klub som 14-årig? Det er alligevel ret vildt”, udbryder jeg. »Ja, det var vildt fedt. Det har altid ligget i kortene, at det var det jeg skulle. Da jeg blev 18 tog det rigtig fart. Jeg startede på Shakers i Esbjerg, hvor jeg fik at vide, at jeg spillede for nyt. Jeg var for opdateret til Esbjerg, som jo var lidt provins-agtigt. Så rykkede jeg til Kolding og senere Kupé i Aarhus, som var det vilde dengang, sammen med bl.a. Retro og Luux i Odense. Jeg spillede i det meste af landet faktisk«.

Det var som 20-årig, at Casper flyttede til København.

»Da jeg kom til København, skulle jeg ligesom starte forfra kan man sige. Det gik fint med at spille i byen. Jeg var på Park og Krasnapolsky, som jo lå der dengang. Jeg blev også booket meget til house – og progressive events, som mine daværende mixtapes bød mest på. Det var i 2013 at jeg besluttede at rebrande mig selv«.

Rebrandingen blev starten på Rope Of Dope, og efter en god respons på de første mixtapes, var planen klar: »Det var her jeg inviterede kollegaer og dem jeg anerkendte som DJs med ind. Efter det første mixtape jeg lavede, begyndte jeg allerede at lave t-shirts, og så startede det hele«, fortæller Casper.

img1

Rope Of Dope har i skrivende stund 104 DJs tilknyttet platformen, og selvom festerne er vilde, er det især personerne bag musikken, som tiltaler Casper.

»Jeg vælger DJs udfra folk, som jeg respekterer og ser som mine kollegaer. Vi tager ikke bare folk ind fra gaden. Det er veletablerede og dygtige DJs, som ved hvad de laver. Nogle har spillet i en årrække, andre har spillet i et årti«.

Det skal dog ikke lyde som om, at Rope Of Dope er en lukket klub. Mange DJs rækker ud til Casper, og han har selv en god idé om hvorfor.

»Der er åbent for alle, så at sige. Hvis du er dygtig og god teknisk, så er du sgu velkommen. Det er den eneste platform i Danmark, så vidt jeg ved, hvor du må ligge et mixtape fra 80 BPM helt op til 160, hvis du har lyst til det. Du kan selvfølgelig også holde dig indenfor de genrer du kan lide, men der er ikke nogle regler«.

Hele 7 events blev det til i 2014, og 2015 har bl.a. budt på en klubtour og 3 fester på Rust i København. “Hvad har været jeres fedeste event, hvis man overhovedet kan vælge imellem dem?”, spørger jeg.

»Roskilde Festival 2015 var virkelig fedt. Omkring 3.000 mennesker var forbi. Jeg er fodboldfan og elsker romerlys, som vi jo også havde. Jeg ved ikke helt om det var lovligt«, siger Casper med et glimt i øjet.

»Jeg gik rundt og satte stickers op dagen efter, som jeg jo gør, hvorefter en vagt i orange vest kommer hen til mig. Jeg frygtede med det samme, at han ville have mig til at fjerne dem alle igen, men han spurgte hurtigt om han måtte få en stak, og om det var os der holdt fest i C aftenen før. Her måtte jeg jo svare ja. Flere af vagterne havde åbenbart snakket om det, og havde det vildt over de tusindvis af mennesker som var forbi. Det var en vanvittig fest. Klart et af højdepunkterne«.

Caspers egen platform er ikke ene om at skyde de mange mixtapes ud i æteren. En aftale med internetradioen Specifik Radio gav fra d. 1. januar 2014 de forskellige DJs en stor mulighed for, at blive hørt. Allerede få måneder efter, rykkede festen ud på klubberne, med start på Butchers, hvor idéen først var centreret omkring mandagsfester. Det ændrede sig dog hurtigt.

»Mandag er en lortedag. I København går man i byen fra onsdag til søndag, så mandag/tirsdag restaurerer du. Der skal man lige hjem og sove og spise pizza. Det gav os dog blod på tanden og blev starten på de mange efterfølgende fester i 2014«.

img6

Til højre for hvor jeg sidder, hænger der t-shirts og sweatshirts, og bag mig bugner det med snapbacks og kasser med et velkendt Vans-logo på. Tøj-delen kom naturligt for Casper, som er uddannet i Wagner, og har stået i tøjbutik siden han var 15. Jobbet var sideløbende med den begyndende karriere som DJ.

Jeg finder det naturligt at spørge, hvordan Casper ser Rope Of Dope som brand. Her hænger filosofien bag brandet tæt sammen med tøjet.

»Grunden til, at jeg flyttede til København, var undergrunden og graffitimiljøet. Det lidt hemmelige. Stemningerne og følelserne. Jeg kan godt lide, at skille mig ud, hvilket også er grunden til, at jeg ser ud som jeg gør. Det vil jeg gerne ramme. Også fordi, at tøjet ikke kun er til DJs. Vi kommer til at skeje lidt ud«.

Casper viser mig det nye logo, som den faste grafiker har lavet. Et velkendt reb i en knude komplementerer smukt det skrevne “Rope Of Dope” med det moderigtige “Est. 2013” under sig.

»Det bliver lidt pænere og mere minimalistisk, end det vi tidligere har lavet, hvor det var merchandise, og handlede om at skubbe logoet ud. Nu kommer vi til at køre klassisk og følge tidens tendenser, men også sætte nye trends igang. Det kunne være sjovt, at lave noget lidt mere vildt«.

12268941_10207927087033574_1891145557_o

Mit mål var egentlig ikke at gå for meget i detaljer, men det ændrede Casper hurtigt, da han kom ind på både stoftykkelse og pasform.

»Jeg går meget op i pasform og kvalitet. Jeg hader at give 400-500 kr for en supertynd t-shirt som er 80-120 mg. Derfor laver vi t-shirts som er 190 mg. Det er unikt og i orden. Det bliver ikke skævt og dør ikke efter en enkelt vask, og du undgår huller. Vores prduktion er i sig selv et kvalitetsstempel. Vi har før kørt tøj med stort logo, hvor vi nu vil både gøre det mindre samt brodere det på tøjet, fremfor kun at trykke det direkte på«.

Hvordan mængden af milligram i tøj skal være, aner jeg intet om, men jeg tager Casper på ordet, da jeg får tøjet i hænderne. Det er i sandhed blødere end meget af det tøj jeg selv har, som ofte gør det jeg hader mest, nemlig at krympe i ryggen og drive mig til vanvid dagligt.

Caspers eget tøj er dog ikke det eneste som pryder den netop færdigudviklede webshop (ropeofdope.dk). Både sko fra Vans og møbler fra mærket Im:Board har fundet vej ind i shoppen, og det nyeste samarbejde med Barberians, som laver produkter til de skæggede herrer, er som fod i hose med Caspers veludviklede fuldskæg og generelle vision. Det handler om at udvide på den rigtige måde.

»Vi har nogle forskellige mærker fra New York og andre danske produktkategorier på vej ind, netop for at skabe det her univers af kvalitet. Hvis man tager et dårligt brand eller produkt ind, så går det bare ud over de andre. Hvis man kun har gode produkter, så hiver de ligesom hinanden op, du ved. Ligemeget om det er lavet i træ eller plastisk, så skal kvaliteten være i orden. Det er sgu sjovest«.

12250573_10207927086713566_1575174808_o

Selvom tøjet og shoppen har fået en stor rolle i Rope Of Dope som forretning, handler det stadig om kærligheden til DJ-faget, som i øvrigt ikke er en mærkat, som Casper tager let på. Efter 16 år i faget er han stadig ude og spille op til 5 gange hver weekend, og er derfor dybt involveret i især det Københavnske natteliv. Egen musik er det også blevet til, hvor den første single landede i 2010. 2 tracks mere er det blevet til siden da, bl.a. nummeret “Vi Vil Se Dig Nøgen” sammen med produceren Friis og rapperen Funky Frisk, som endte på DanceCharten.

Casper er en travl mand, men det er det hele værd.

»Det er hårdt men også rigtig fedt. Hvis det er det man elsker at lave, så er det sgu dejligt at få lov til det«.

Del.

About Author

Kommentarer er slået fra.