Crone viser hvad dansk rap også har at byde på!

0

Midt i denne store og meget frembrusende bølge af nye danske rappere, er der også dem, som desværre bliver placeret lidt i skyggen. Dem som har mere på hjertet end bajere, damer og respekt på gaden, og som ikke er bange for at snakke om de tunge emner. Crone er én af dem.

Imponerende som det er, når man kan kombinere flow og lyrik på en sådan måde, at folk har lyst til at høre det, ja ligeså frustrerende kan det være, når al opmærksomheden lander på dem, som gør det på den mest frembrusende måde.

Alle skal have chancen, og dem du måske ikke hører så meget om, er stadig derude, og mange af dem gør det overbevisende godt.

Dansk rap bugner med nye talenter, og undergrunden er virkelig begyndt at vise sit ansigt, også i medierne. Crone er en af de type rappere, som bestemt ikke lægger skjul på sine holdninger, og tager fat i de emner, som gør musikken til en oplevelse at lytte til.

Det viser han især med debut-mixtapet “Aristokratia” som netop er udkommet, hvor Crone formår at skinne igennem på samtlige 7 numre, med fokus på det danske samfund. Faktisk formår Crone at opretholde det samfundskritiske emne solidt hele vejen igennem, og man fornemmer tydeligt den røde tråd, uden at det bliver for voldsomt.

Crone repræsenterer D2S-Records, og udover manden selv, kan du også opleve Definitionen, DeFaktor og sangerinden Anemone Lundfald som features på pladen. Det er uden tvivl et professionelt stykke arbejde, og især produktionen må siges at være vellykket.

Med et imponerende ordforråd, fører Crone os igennem en afdæmpet og meningsfuld skive, som jeg synes fortjener en seriøs lytter.

Crone lægger ikke skjul på, at han vil have nogle meninger og holdninger frem, og som det danske rap-vækstlag ser ud i øjeblikket, er det måske lige det vi står og mangler?

Hør hele “Aristokratia” på Soundcloud.

Del.

About Author

Kommentarer er slået fra.