Elias Bendix: »Musik har igennem min barndom været et tilflugtssted«

0

Vi har taget en snak med den danske sanger og sangskriver Elias Bendix, som lige nu er aktuel med debutsinglen “Too Late To Regret”.

Hvordan vil du beskrive din musik?
Den bevæger sig imellem forskellige genrer – Too Late to Regret kan nok bedst betegnes som et Retro-pop nummer, som bygger bro mellem moderne pop og funky pop, som det kunne lyde i 70’erne. En signatur er også de store hornarrangementer, som blander sig med guitarharmonier og giver en fornemmelsen af at svæve med musikken.

Jeg er optaget af at musik skal udtrykke ærlige følelser og give nye perspektiver gennem finpoleret harmoni, stærke rytmer og popmelodier.

Du er tidligere kendt under aliasset Cosmic Clown. Hvilke tanker ligger der bag, at udgive din egen musik nu? 
Min lyst til at udgive min egen musik under mit eget navn handler om, at jeg nu er klar til at begive mig ud i et musikeventyr på egne ben. De sange jeg skriver er ærlige og dybt personlige sange, så det har også taget tid for mig at blive klar til at give slip på dem. Det er ikke kun musikken, jeg føler, jeg skal stå 100 % inde for i det her projekt, men også de følelser, som sangene arbejder med.

Cosmic Clown handlede langt mere om at dyrke musikken som gruppe og skabe en identitet omkring det at spille sammen i band. I sidste ende var Cosmic Clown nok alligevel mest min version. Der var så utroligt mange ting, der blev prøvet af dér for mig – såsom at eksperimentere med scene- og musikkunst sammen, syrerock og alle de ideer som kunne opstå.

Jeg tror først, at jeg i dag er klar til at stå ved, at udgive min musik som mig selv – Elias Bendix. Mine sange, og ikke mindst Too Late To Regret, handler om personlige oplevelser og det har aldrig været mere rigtigt for mig at udgive nummeret end netop nu.

Flere har måske oplevet din musik fra din “Bendix Bike”. Hvad var målet med den mobile ladcykel?
Ladcyklen blev skabt ud fra en idé om at skabe en platform for at bringe musik derud, hvor folk er: På gaden, i det offentlige rum og i parker. Ønsket var at cyklen skulle mindske distancen mellem den der performer og den der lytter. Dem der havde lyst var inviteret til at spille med og skabe en åben jam mere end blot en koncert.

Da jeg deltog i Second Line Paradet i New Orleans, oplevede jeg, hvordan musik var noget, alle skabte sammen. Det var en kraftig inspiration til at skabe en mobil ladcykel til musik i en københavnsk kontekst.

Du er opvokset i både Frankrig, Italien og Danmark. Har det påvirket din musik?
Musik har igennem min barndom været et tilflugtssted og en fascinerende verden man kunne dykke ned i – først som leg og bag efter et sted, hvor jeg kunne føle mig sikker, når jeg oplevede at meget rundt om mig var usikkert og ukendt.

At flytte rundt som barn og teenager skabte også udfordringer ift. at udtrykke sig på tværs af kulturer. Her blev musik en kanal til at kunne dele noget med andre jævnaldrende og udtrykke følelser på helt anden vis.

Du har rejst rundt i både USA, Argentina og Mexico. Finder du inspiration i rejser og oplevelser?
Det er klart. Det hænger måske også netop sammen med, at musik har hjulpet mig til at overkomme sproglige og kulturelle barrierer på, men det går også den anden vej: At blive kulturelt og sprogligt udfordret giver også inspiration, hvad angår nye lyde og musik.

Jeg tror min tilgang til at lære og spille musik, var lidt ligesom når børn lærer sprog: At lytte, imitere, forsøge sig frem. Dermed er nye sprog og lyde også blevet en stor kilde til inspiration. Jeg føler, at jeg udvider mit ord- og musikforråd – forståelsen af frekvenser og musik generelt- ved at lære et nyt sprog som fx spansk, der sprogligt rummer anderledes lyde og musikalsk arbejder med skæve rytmer.

Du skriver og producerer selv din musik. Hvordan foregår din kreative proces?
På en god dag hvor jeg er heldig popper der melodier op inde i hovedet på mig imens jeg laver noget helt andet. Så handler det om at være hurtig til at gribe en telefon, en guitar eller noget andet man kan omsætte ideen inde i hovedet på.

Som regel arbejder jeg tidsbegrænset i studiet når jeg idé-generer. For eksempel finder jeg på at lave en begrænsning på, at jeg maksimalt skal bruge 30 min på en idé – for tit, når man får prikket hul på en god idé, så følger flere efter og så er det med at få dem indspillet, så de ikke glider ud mellem fingrene på en.

Melodi og akkorder går som regels forholdsvist let – det samme med selve arrangementet af en sang. Tekstskrivning er noget af det jeg synes er sværest og hvor jeg tit kan sidde fast. Her trækker jeg på gode venner, familie eller samarbejdspartnere for at få udtrykt det rigtigt med ord. Musik er noget som alle har ret til og som skal deles, så det er oftest sjovest at skrive og samarbejd med andre i den kreative proces.

Hvilken oplevelse vil du gerne give lytterne? 
At føle samhørighed gennem musikken, idet sangene gerne appellerer til intense følelser, man gennem musikken kan dele og reflektere over. Jeg vil også gerne have, at min musik skal give mod til den der lytter – mod til at overkomme de ting, man tumler med.

Hvad har været din største oplevelse med at spille live?
Jeg spillede for et par år siden i Botanisk Have, hvor vi med Cosmic Clown lavede en teater-, lys- og lydkoncert. Der var meget af det hele – kostumer, dansere og endda en båd der sejlede på søen med en gruppe blæsere.

Jeg spillede også med en dansk-ugandisk sangerinde på en tur i Østafrika. Her spillede vi bl.a. på en festival i Nairobi, hvor udtrykket ”at danse til man segner” fik en helt ny betydning.

Din debutsingle “Too Late To Regret” er på trapperne. Hvad handler nummeret om? 
Too Late to Regret er en sang jeg begyndte på for flere år siden og skrev til min bror. Den handler om at miste fodfæstet, og om at have lysten til, og håbet om, at det er muligt at finde det igen. Min bror var ude for en alvorlig ulykke for nogle år tilbage, og det vendte også op og ned på min egen verden. Min bror er et af de allervigtigste mennesker i mit liv, så jeg følte en masse skyld omkring, at jeg på det tidspunkt selv var flyttet tilbage til Danmark alene, og at jeg befandt mig langt væk på alle måder.

Sangen har ligget og rumsteret i mange versioner, men det er først nu jeg er klar til at sende den afsted.

Jeg hører, at du har været på scenen med Prince. Hvordan skete det? 
For nogle år siden spillede Prince i Amager Bio, hvor jeg dog ikke havde en billet. Da jeg boede tæt på, hentede jeg min guitar for at spille udenfor til den lange kø, men da jeg kom tilbage var alle gået ind og jeg måtte spille for nogle sure vagter, der bad mig om at pakke sammen. Heldigvis faldt jeg i snak med nogle musikere som blev begejstrede over, at jeg stod der. De spurgte, om jeg kunne bruge amerikanske dollars til noget, og jeg svarede at jeg egentlig bare gerne ville ind. Så de insisterede på at få mig ind på trods af, at dørmanden fik dem til at købe en billet til mig.

Det viste sig at koncerten var mere en jam end en koncert og så snart vi kom ind gik musikerne op på scenen. Jeg fulgte bare med, og pludselig imens jeg stod og spillede Play That Funky Music (White Boy) med de andre på scenen, vendte jeg mig om og så spillede Prince med… Jeg sov ikke i 3 dage!

Hvad kan vi forvente fra dig i fremtiden? 
Jeg glæder mig til at skabe og dele mere musik.

Min næste single “Strange” udkommer d. 21. september igennem Sound Seduction, underlabel til :labelmade: / Sony, som jeg netop har skrevet kontrakt med. “Strange” ligger musikalsk tættere på moderne pop end på retro-lyden. Man kan altid følge med i små teasers på min instagram @eliasbendix og www.soundcloud.com/eliasbendix.

Se Elias og hans band spille koncert på Dronning Louises Bro herunder.

Del.

Kommentarer er slået fra.