Jetsi Kain leverer fortryllende debut

0

Jetsi Kain væltede danske og udenlandske musikblogs om kuld, da førstesinglen “I’m In Control” udkom. Succesen var stor. Så kan debut-EP’en leve op til forventningerne?

Det er ofte sådan, at når et band udgiver en single som virkelig får succes, så bliver lytternes forventninger til det næste udspil, tilsvarende høje – nogle gange for høje. Derfor ender man med slet ikke at kunne nyde det nye musik, uden absolut at sammenligne det med tidligere udgivelser.

Derfor er det fantastisk at sætte Jetsi Kains debut-EP på, som netop er udkommet på Tigerspring Records. Med en legende let elegance bevæger de sig igennem de 6 numre, som emmer af britisk 60’er-pop. De formår at skabe melodier som kan sidde fast i hovedet i dagevis, og jeg tager snildt mig selv i at nynne numre som Now You Tell Me og Keeping Me A Minute.

Man bliver virkelig hevet tilbage til det legendariske årti som 60’erne var, dog uden at befinde sig midt i en koncert med Beatles. For selvom musikken har de traditionelle værdier, så bevarer Jetsi Kain deres egen lyd, som formår at være utrolig alsidig, med talrige små overraskelser, som blot fuldender det fortryllende univers.

Med det simple navn “EP” har Jetsi Kain skabt en herlig debut, som i den grad løfter sløret for et spirende band.

Del.

About Author

Kommentarer er slået fra.