Premiere: FIO – “Dagdrømmer”

0

Duoen FIO består af sanger/bassist Fredrik Hjulmand og producer/guitarist Anders Termansen, og sammen leverer de atmosfæriske popsange, hvor især teksterne spiller en central rolle.

Det hele startede på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor de begge medvirkede i projektet ”Sangskriveren møder Komponisten” – Et samarbejde mellem RMC og DKDM. Mødet blev begyndelsen på FIO, hvor lydbilledet balancerer mellem det storslåede og intime.

I øjeblikket arbejdes der på en EP, og vi har fået æren af at have premiere på videoen til førstesinglen “Dagdrømmer”. Et nummer som på mange måder flot illustrerer hvordan musikken er tæt forbundet med historien bag. “Dagdrømmer” er resultatet af et samarbejde mellem musikere fra Island og Danmark, og netop på en tur til Island i September 2015, hvor målet var at udforske den stærke islandske sangskrivertradition, optog Frederik reallyde, som kan høres i nummeret. Teksten er centreret omkring at finde sig selv, og selvom sangen frit kan fortolkes af lytterne, fornemmer man tydeligt den gennemarbejdede lytteoplevelse, som FIO vil skabe.

fio

Målet har været at skrive langtidsholdbare sange, hvor budskabet står klart og tydeligt frem. Dette er bl.a. blevet gjort i et forløb med Teitur Lassen, der har vejledt Fredriks sangskrivning. Teksterne er især inspireret af store danske digtere som Tom Kristensen og Søren Ulrik Thomsen, hvor sidstnævnte har givet FIO lov til at skrive melodi til hans tidlige digt ”Langsomt Ud” fra City Slang. Resten af EP’en vil være præget af originale tekster og budskaber, som skal gennemsyre alt fra instrumentation til færdig produktion.

Den nordiske tone i musik har altid haft noget specielt over sig, og FIO må siges at være indbegrebet af fænomenet. EP’en udgives i løbet af 2016, og det lader til at blive en udgivelse, som man ikke må gå glip af.

Del.

About Author

Kommentarer er slået fra.