Roskilde Festival: Franske Piger leverede charmerende men døsig pop på Rising

0

Kvintetten fra Odense åbnede Rising-scenen mandag eftermiddag med hvad der kunne have været en perfekt placeret koncert, men som desværre endte i en lidt for afslappet og døsig liveoptræden.

Koncerten kom godt fra start med nummeret “Livets Kollision”, og til trods for bandets begrænsede bevægelse på scenen, så var der alligevel en god energi at mærke. Især forsanger Søren Friis’ smørbløde vokal stod bemærkelsesværdigt tydeligt frem imellem de fodløftende rytmer fra de genkendelige og tydelige trommer.

Franske Piger bevæger sig i det atmosfæriske og nærmest drømmende lydbillede, med elementer fra både indie og pop. Deres dansksprogede tekstunivers går rent ind i en festival-setting, og her vandt Franske Piger også publikums gunst, og løftede stemningen flere gange under koncerten.

Men bandets ellers charmerende og funky univers kæmpede lidt med at trænge helt igennem, og selvom bandet rent instrumentalt havde nogle intense øjeblikke, så savnede man lidt mere løssluppenhed.

Del.

Kommentarer er slået fra.