Roskilde Festival: MONTI skabte glæde og energi på Countdown

0

Den fremadstormende danske hiphop-gruppe skjulte hverken deres energi eller glæde over at spille på Roskilde Festival, og det kunne mærkes foran scenen.

Selvom koncerten startede med små 20 minutters stilhed grundet tekniske problemer, blev man som publikum stadig væltet bagover, af de 6 jyske velforberedte drenge, som udgør MONTI.

Rapperen Sebastian Bang Monti indtog scenen som første mand, hvorefter bandet kom ind og fuldendte mandskabet. Allerede fra starten var det tydeligt hvor meget koncerten betød for drengene, og de havde uden tvivl glædet sig til at give publikum en oplevelse – og det fik vi.

Der var ikke mangel på attitude eller bevægelse i det ca tre kvarter lange sæt – hverken fra den rappende Sebastian eller resten af bandet, og gruppen beviste samtidig hvor meget et liveband kan transformere en hiphop-koncert.

Der bliver herefter budt velkommen til The Chairman på scenen, som mundede ud i en fantastisk blanding af sang og rap. Kombinationen af Sebastians rap og The Chairmans smukke og soulede vokal viste sig at være et spændende match, som fungerede glimrende på denne sommeraften. Stemningen og den vilde energi hos både band og publikum kulminerede under det sidste nummer, og det viste sig at være den perfekte måde at runde en fantastisk koncert af på.

Hvis man ser på hvordan hiphop-genren har udviklet sig i de senere år, så er det både forfriskende og imponerende at se, hvordan et band som MONTI formår at bringe oldschool-stilen tilbage, og lade den skinne igennem. Denne koncert sætter kun forventningerne op til den næste – som forhåbentlig bliver snart.

Del.

Kommentarer er slået fra.